Med eugenik og teknokrati til verdensherredømme – eksklusivt interview med Tom-Oliver Regenauer

21.06.2025 | www.kla.tv/38005

Så indser man, at de alle forfølger den samme dagsorden. Men det betyder ikke, at det ikke kan føre til krig. Desværre er krig den bedste forretning for den herskende kaste. Det, der præsenteres for os i offentligheden, er som regel noget, der ligner en sæbeopera. Hvis jeg vil fortsætte med at præsentere demokratimodellen i medierne og sige, at det er det bedste demokrati nogensinde, så kan jeg selvfølgelig ikke gå ud og sige, at vi nu har en verdensregering her, at det på en eller anden måde er otte ældre herrer, der mødes i baglokalet og derefter bestemmer for hele verden. Det er selvfølgelig ikke muligt. Så bliv aktiv, rejs dig fra sofaen, og lad være med at konsumere krisen, som om den var en spillefilm. Det er vores allesammens liv, og vi kan forme det, for fremtiden er ikke fastlagt (forudbestemt), vi kan stadig ændre den nu. [Kla.TV:] I dag rejste jeg til Schweiz for at tale med en særlig mand. Han er en person, der både kender detaljerne og det store billede, og som er i stand til at binde de forskellige aspekter sammen til en rød tråd. Han er født i 1978 og er musiker, forfatter til forskellige bøger, driftsleder, radiovært, iværksætter og ledelseskonsulent. Han har boet og arbejdet i 20 forskellige lande, taler fem sprog og har på den måde fået et omfattende billede af verden. Han er ikke en, der bare gengiver andre meninger eller bruger narrativer, men går selv til bunds i tingene. Velkommen til Studio Chur i dag, Tom-Oliver Regenauer. [Tom-Oliver Regenauer:] Mange tak for invitationen. [Kla.TV:] Ja, med glæde. I dag taler vi om "Magtstrukturer" eller "Hvem styrer verden?". Mit første spørgsmål – lad os starte med verdenssituationen – der er krig i verden igen, i Ukraine, i Gazastriben, i Yemen, og der oprustes overalt. EU har nu besluttet endnu en gang at bruge 150 milliarder på at opbygge produktionskapacitet til våben og logistik. Samtidig er der disse spændinger mellem stormagterne USA, Rusland og Kina – de stiger enormt. Men Europa, Mellemøsten, Indien, Pakistan, Iran – der sker også meget overalt. Og samtidig er vi på vej mod maskinalderens højdepunkt. Alt, hvad der kan digitaliseres, bliver digitaliseret - fra valuta og centrale digitale valutaer til kunstig intelligens, som i sidste ende vil gennemsyre alt og alle. Vi har hørt om hjerneimplantater, der gør folk til en slags cyborg [et levende væsen, der er teknisk forstærket eller forbedret] – en menneske-maskine eller en maskine-menneske, hvis det da overhovedet stadig er et menneske. Og mit første spørgsmål er til dig: Er disse udviklinger tilfældige og uafhængige af hinanden, eller ligger der en eller anden form for dagsorden eller plan bag dem? [Tom-Oliver Regenauer:] Det kommer altid an på, fra hvilket perspektiv man ser det. Så jeg kalder det altid – eller folk kan lide at kalde det – polykrisen. [flere kriser på samme tid, der påvirker eller forstærker hinanden] Så på den ene side er der det teknologiske aspekt, som går i retning af transhumanisme, [bestræbelser på at udvide menneskets grænser gennem teknologiske muligheder] eller som i princippet er et resultat af teknokratibevægelsen. Det startede i 1917 på den amerikanske østkyst med teknokratibevægelsen, [fortalere for en styreform, hvor teknisk viden er grundlaget for magten] som derefter – hvis man følger den i detaljer – udviklede sig til digitaliseringsindustrien, platformsøkonomien [forretningsmodel, der muliggør udveksling af produkter, tjenester eller data ved hjælp af digitale platforme] eller observationsøkonomien [registrering, evaluering og kommerciel brug af (købs)adfærd gennem konstant observation og dataanalyse] – alt efter hvad jeg kalder det. Det er helt sikkert det teknologiske aspekt. På den anden side er der selvfølgelig det militære aspekt, det militær-industrielle kompleks, som man siger. Krigen forsvandt aldrig. Så det er ikke, fordi der er krig igen nu. Der har altid været krig. Jeg mener – hvis jeg husker rigtigt – at USA ikke har været i krig i 17 eller 14 år, siden landet blev grundlagt. Det taler sit tydelige sprog. Derfor har vi faktisk en situation med 5G-krigsførelse, dvs. femtegenerationskrigsførelse. Og det er ikke kun kinetisk krig, [militære, fysiske kamphandlinger], det er også kognitiv krig [rettet mod at påvirke modstanderens mentale og følelsesmæssige processer] som der også tales om igen og igen. NATO har sin egen hjemmeside, der hedder NATO Innovation Hub. Det hele handler om kognitiv krigsførelse. Og det bringer os hurtigt tilbage til det teknologiske aspekt, for vi kender alle til det, jeg altid kalder "smombier" – smartphones og zombier – når de går rundt på gaden. De fleste mennesker bruger meget tid på deres smartphone, selv når de lufter hunden eller går tur med barnet. Og det er bare invasiv [påtrængende] teknologi. Og det har naturligvis en effekt på vores hjerner, på vores fysiske kroppe og også på vores mentale tilstande. Det er derfor, vi har en såkaldt isolationsepidemi. Så folk bliver mere og mere ensomme og fokuserer på denne farverige, digitale verden, som jeg så kalder "Truman Show", ligesom en af bøgerne hedder – det er den sidste. Så det er faktisk svært at besvare dette spørgsmål i en nøddeskal. Fordi det er sådan en bred dagsorden for denne 5G-krigsførelse, som – på den ene side – klart bevæger sig i retning af kinetisk krigsførelse og derfor også forstyrrelser (drastiske ændringer) i det globale økonomiske og monetære system. Og på den anden side er der den meget stærke komponent af kognitiv krigsførelse, hvor der arbejdes på alle fronter. Fra NATO's side, fra de store teknologivirksomheders side og så også, for eksempel, i den videre form af dette, den transhumanistiske dagsorden, hvor vi så hurtigt kommer frem til Neuralink [amerikansk neuroteknologivirksomhed] eller lignende. Hvor så Elon Musks firma vil skabe hjerneimplantater og forbindelsen med AI, skyen. Det er den bio-digitale konvergens, dvs. sammensmeltningen af menneske og maskine, i bred forstand. Og på et tidspunkt melder spørgsmålet sig selvfølgelig: I hvor høj grad er du stadig et menneske? Så det er et meget komplekst spørgsmål, og jeg vil med glæde holde en to timers forelæsning om det. Så det er svært at svare på i en nøddeskal. Men for at skære det ud i pap, så er virkeligheden, at vi befinder os i en polykrise og sandsynligvis står over for disruption i et hidtil uset omfang. Spørgsmålet er, hvor hurtigt de vil ske, og i hvilken form de vil være forstyrrende. Så denne digitalisering – eller det teknokratisk-transhumanistiske – vil helt sikkert være en gradvis proces, en gradvis forandring, som det også vil tage generationer at få fodfæste i. Det andet kan ske meget hurtigere – kinetisk krig – i princippet mangler den afgørende ild på det rigtige sted, og så kan det udløse en brand – uanset om det er i Mellemøsten, eller om scenariet er Taiwan, Kina, USA, eller om det er Rusland, NATO, Ukraine, så vi går helt sikkert forstyrrende tider i møde og "ubehageligt" nok også krigslignende tider. [Kla.TV:] Lad os vende tilbage til det nationale niveau. Der er disse modstridende nationer: USA, Rusland og Kina. Har de alle en forskellig dagsorden, eller er det dybest set det samme? [Tom-Oliver Regenauer:] Fra det overordnede perspektiv kalder jeg altid dette for 2D- og 3D- eller 4D-niveauet af politik eller geopolitik. På 2D-niveau ser vi faktiske konflikter – selvfølgelig nu mellem Ukraine og Rusland – hvor mennesker dør, alt for mange mennesker, i en kinetisk krig, der faktisk bliver ført. På niveauet over, på 3D-niveauet så at sige, er der institutioner som FN eller Bank for International Settlements i Basel. Og hvis man f.eks. ser på historien om Første eller Anden Verdenskrig, så er det i disse institutioner og organisationer, at forhandlingerne finder sted. Så hvor der ikke er krig, hvor de relevante beslutningstagere mødes, og så se, hvad de gør. Med andre ord ser det naturligvis sådan ud fra den normale arbejdende, krigsførende befolknings perspektiv, og det er også tilfældet, at der er en kinetisk konflikt, at der er fare for krig. Kina, Amerika, den krig, der raser i Ukraine. På den anden side skal det anerkendes, at disse 193 FN-medlemsstater alle har forpligtet sig til 2030-dagsordenen og støtter og implementerer den i overensstemmelse hermed. Det ses meget tydeligt i det faktum, at USA i øjeblikket indfører et "Immigration OS", dvs. et migrationsoperativsystem, med Palantir, som i princippet akkumulerer en hidtil uset mængde data, driver big data pooling og dermed får den gennemsigtige borger til at se næsten smuk ud. Det er meget værre end det. Så alt – fra fitness-trackere til smartphones – alt, hvad der på en eller anden måde er tilgængeligt med hensyn til data, vil blive "samlet" og derefter i princippet rullet ud via emnet migration på en sådan måde, at migrationsproblemet derefter bekæmpes. Selvfølgelig sker det samme nu i Tyskland på en lignende måde, idet vi nu får det digitale ID og den digitale tegnebog [elektronisk tegnebog på smartphonen] der i Tyskland. Derefter skal vi bruge passende betalingskort til migranterne. Alt dette vil så blive fuldt overvåget, og Rusland vil gøre præcis det samme. For to dage siden var der rapporter om, at emnet migration nu også diskuteres heftigt i Rusland, at det digitale ID også indføres der, og at der også indføres digitale penge i form af digitale rubler. Så dagsordenen kører i bund og grund – hvis man ser på de 17 bæredygtighedsmål og derefter delmålene. Især punkt 16 er meget interessant, fordi det handler om institutioner og så videre. Så indser man, at de alle forfølger den samme dagsorden. Men det betyder ikke, at det ikke kan føre til krig. Desværre er krig den bedste forretning for den herskende kaste. På den ene side i oprustningen, hvor selskaberne, ligesom det farmakologiske-digitale-finansielle kompleks, kan berige sig selv på forhånd ved at drive oprustning, ReArm Europe (nyt: "Readiness 2030", har til formål at styrke EU's militære kapacitet og øge dets strategiske autonomi) osv. med von der Leyen. Det er milliarder, hundredvis af milliarder, som derefter strømmer ind i disse virksomheder og ind i en oppustet aktiemarkedsinfrastruktur og stigende aktiekurser. På den anden side er krig i sig selv selvfølgelig en god forretning for folkene på det tredje niveau ovenfor. For det første kan de introducere ting, som aldrig ville være mulige i en normal fredstid. I krig og kærlighed er alt tilladt, og desværre er det sådan, det er. I krig kan de realisere ting, som ellers aldrig ville være mulige, se Bretton Woods-finanssystemet efter Anden Verdenskrig. Eller rettere sagt, det var kun to dage før afslutningen af den officielle Anden Verdenskrig, hvor det nye finansielle verdenssystem allerede var ved at blive forhandlet på plads. Det viser også, at det tydeligvis var det, der blev prioriteret. Ikke at krigen slutter, men at dette system bliver implementeret; [indført] Bretton Woods (et internationalt monetært og finansielt system, der blev vedtaget i 1944) og dermed dagens verdensfinanssystem og derfor – man skal se det på et højere niveau – også Bank for International Settlements (BIS). Mens der er krig, mødes de delegerede og repræsentanterne for disse lande i en meget harmonisk atmosfære og holder deres bestyrelsesmøder, hvor der besluttes og planlægges helt andre ting: Hvad gør du med og efter krigen, og hvem tjener mest? Jeg kan henvise til min artikel, som hedder BRICS-bluffet. [gruppering af vigtige vækstøkonomier som Brasilien, Rusland, Indien, Kina, Sydafrika og fra 2024 også andre lande] Det handler om konglomeratet på det finansielle niveau, dvs. de asiatiske banker, Bank for International Settlements, Den Internationale Valutafond og Verdensbanken, og hvordan de er forbundet. Og der er et godt citat derinde fra den tidligere chef for den kinesiske centralbank, som sagde: "Vi er ikke en konkurrent til det vestlige finansielle system, vi supplerer det." Og når folk altid siger: "Ja, men der findes et alternativt system, kinesernes alternative SWIFT-system", så er det så alternativt, at det blot har et andet navn og kører på SWIFT-netværket. Teknisk set er det blot SWIFT-netværket med et andet navn. Der er ikke noget alternativ. De arbejder meget harmonisk sammen på niveauet og sørger for at finansiere krige på begge sider, præcis som de plejede. At de finansierer forstyrrelser [drastiske ændringer] på begge sider og organiserer og strukturerer dem på en sådan måde, at det er til gavn for alle involverede. [Kla.TV:] Ja. Så er disse – du har nu talt om forskellige forstyrrende begivenheder – hører de sammen, eller er det ting, der – som jeg allerede har spurgt – er parallelle og bare tilfældigvis har noget med hinanden at gøre? Eller kan du genkende en rød tråd, der går igennem alt dette? [Tom-Oliver Regenauer:] Så man kan tydeligt genkende den røde tråd, og det afhænger grundlæggende af, hvor langt man går tilbage. Så hvis man går tilbage til slutningen af det 19. århundrede og begyndelsen af det 20. århundrede, er et af de afgørende emner helt sikkert eugenik. [ideen om at "forbedre" den menneskeligebefolkning gennem målrettet reproduktion eller forebyggelse af uønskede egenskaber] Eugenik var en britisk opfindelse. I princippet var det raceteori, forædling af den menneskelige art og optimering af den menneskelige art. Det var også det, der spredte sig fra Storbritannien til Amerika. Der var også en eugenisk bevægelse og et eugenisk råd. Så det var officielle regeringsinstitutioner, der var optaget af at optimere arterne. Og fra den kaste, der var med til at styre og fremme denne – denne racehygiejniske model – var målet selvfølgelig at få en relativt kedelig, krævende og lydig arbejderklasse og en herskende kaste, der ville gøre brug af denne disponible masse. Så en afgørende faktor er helt sikkert eugenik, som vi i dag møder som bioetik, som bio-digital konvergens. [Fusion af menneske og maskine] Og udtrykket transhumanisme blev i særdeleshed opfundet af Julian Huxley, lederen af det britiske Eugenics Society. Han var to gange direktør for British Eugenics Society og blev senere den første generaldirektør for UNESCO. Udtrykket eugenik optræder meget hyppigt i UNESCO's grunddokument, og så er det selvfølgelig en rød tråd, der har løbet gennem hele historien i over 100 år. Og da folk efter Adolf Hitler og NSDAP-regimet [Nationalsocialistisk Tysk Arbejderparti under Adolf Hitler] og nazitiden i verden indså, at det var bedre ikke at tale om eugenik mere – for det var jo det, Adolf Hitler gik ind for i sin raceteoretiske variant – så sagde de, at det kalder vi – Julian Huxley sagde – det kalder vi transhumanisme. Det lyder meget mere progressivt, mindre mistænkeligt som racelære, men i princippet er det de dagsordener, vi møder i dag i en ny forklædning. I sidste ende er de alle baseret på eugenik. Og den anden komponent er teknokrati. [en styreform, hvor teknisk viden er grundlaget for magten] Det var det, der opstod i New York i 1917 og derefter blev til Technocracy Inc. i 1930'erne. Og det er de to dominerende, tror jeg, underliggende – jeg siger ikke planer, det er koncepter – det er i sidste ende koncepter, der bruges igen og igen gennem generationer og pakkes ind på forskellige måder. Men i sidste ende er det de afgørende faktorer i kinetisk krigsførelse, i kognitiv krigsførelse, i forandring og forstyrrelse på et samfundsmæssigt, socialt og psykologisk niveau, og det er dem, der bestemmer tiden. Så hvis du vil bryde det ned, er det eugenik og teknokrati. [Kla.TV:] Det er selvfølgelig to bevægelser, som i sidste ende er rettet mod mennesker. Folk taler om at forbedre mennesker, netop gennem hjerneimplantater, fordi de bliver forvandlet til denne "dumme masse". Man kan se, at folk bevidst udsættes for ting, der ikke er gode for dem – som f.eks. smartphonen, der gør dem til "smombier" – for at tilbyde dem en løsning, der i sidste ende går imod folk igen. Hvad er det for nogle mennesker, der driver det frem? [Tom-Oliver Regenauer:] Vanskeligt, ja. Man kan ikke se ind i hovedet på de berørte mennesker og bare spekulere. Men man kan læse meget ud af skrifterne. Og i sidste ende har det stadig noget af denne – ja, folk kan godt lide at sige det nu – neo-feudalisme [feudalisme var et politisk hierarkisk system i middelalderen, hvor jordejerskab var det vigtigste grundlag for magt] eller neo-kolonialisme. Og jeg siger altid, at det faktisk er den samme kolonialisme og den samme feudalisme, som altid har eksisteret, det er kun kastens værktøjer, der har ændret sig. Så det, man kan gøre i dag, er selvfølgelig propaganda og mediemanipulation, som i sidste ende er kognitiv krigsførelse. Når alt kommer til alt, handler det som regel ikke om indholdet af budskabet, men blot om mængden af information. Så det er meget få mennesker, der rent faktisk kan prioritere, hvad de tager ind, og filtrere nyheder, hvad der er vigtigt, og hvad der ikke er vigtigt. Så i princippet taler litteraturen fra denne kaste, som skriver meget åbent om, hvad den planlægger, gentagne gange til fordel for en selvopfattelse af feudalisme, dvs. af at føle sig udvalgt. Folk kan også godt lide at sige "det blå blod", adelen, som tror, at de er hævet over den normale befolkning, mens jeg altid siger, at der ikke er nogen ret til at herske. Det har ingen, det har der aldrig været, og det vil der aldrig blive. Alle er lige, og disse mennesker ser det tydeligvis ikke på den måde. [Kla.TV:] Ja. Så taler de alternative medier meget ofte om en ny verdensorden – i betydningen en autoritær, centraliseret regering – at visse klubber/klaner bliver enige om ting i baglokalerne, så verden kan få gavn af dem. Mainstreammedierne udråber naturligvis dette som en konspirationsteori. Spørgsmålet er, hvad du mener om det? Hvad er det rigtige nu? [Tom-Oliver Regenauer:] Ja, jeg mener, udtrykket konspirationsteori går tilbage til et CIA-dokument, som jeg lige har linket til igen i den aktuelle artikel. Det blev selvfølgelig iværksat dengang for at lukke munden på kritikerne af John F. Kennedy-historien – med andre ord blev alle, der var i tvivl om den officielle fortælling og Warren-rapporten osv. udråbt som konspirationsteoretikere, så man forsøgte i princippet at lukke munden på afvigende stemmer. Så det er selvfølgelig et framing-udtryk, [at sætte et udtryk i en bestemt sammenhæng for at fremkalde bestemte følelsesmæssige vurderinger] ligesom udtrykket corona-benægter eller lignende var det under corona-krisen. Det skal man ikke tage alvorligt. Desuden skal man se det på den måde, at konspirationer er reglen og ikke undtagelsen. Hvis jeg er ansat i en virksomhed, og jeg på en eller anden måde er generet af min nærmeste leder, hvad gør jeg så med mine fem kolleger? Jeg koordinerer og forsøger på en eller anden måde at danne en enhed, der enten kan gøre noget ved det eller fortælle, at man ikke er alene. Man kunne endda kalde det en sammensværgelse. Men i sidste ende er det et samarbejde. Så samarbejde er det, der gør os til mennesker. Det er spontan orden. Hvis vi vil organisere noget i samfundet, i vores vennekreds, så har vi også en spontan bestilling ved at ringe til dem, der kan hjælpe os, og så danner vi en lille gruppe til at gøre noget. Så disse mennesker gør det samme. Og der er selvfølgelig utallige cirkler. Vi kender mange af dem efterhånden. Den mest kendte er World Economic Forum. For mig er det mere som marketingafdelingen, det er også meget offentligt. Og så er der Bilderberg-konferencerne. Og så er der Bohemian Grove. Der er Le Cercle. Der er masser af sådanne institutioner, tænketanke og fonde, hvor folk mødes i små grupper for grundlæggende at danne en dagsorden – som følger eugenik og transhumanisme – i en bredere forstand. Og det kalder jeg simpelthen samarbejde. Det er den mest normale ting i verden. Problemet er selvfølgelig, at vi som normalbefolkning fokuserer på andre ting. Så vi fokuserer på det positive. Hvis vi opretter kooperativer, så vil vi have et kooperativ, så vil vi gøre en forskel i vennekredsen, måske gøre noget i lokalsamfundet og i kommunalbestyrelsen. Det er positive aspekter. Det er et samarbejde til gavn for den gruppe, du er i. Mens det er helt klart, at disse kredse, som mødes privat for at samarbejde, normalt arbejder imod den normale befolkning. Fordi de presser en dagsorden igennem, som ingen af os har stemt på, og som vi ofte ikke ved noget om, medmindre vi aktivt opsøger den, undersøger den og engagerer os i den. For mig har det med andre ord ikke noget med konspiration at gøre. Det er i høj grad organiseret kriminalitet. For hvis jeg har et mandat som politiker og skal repræsentere folkets vilje – hvis man ser det på den måde – så er jeg selvfølgelig nødt til at lytte til folkets vilje. Men der er en velkendt Princeton-undersøgelse, som jeg altid ynder at nævne, fra 2017 – jeg tror, det var 2015 – som analyserede korrelationen [overensstemmelsen] mellem vælgernes vilje og realpolitik, og den er lig nul. På det tidspunkt lød overskriften i en amerikansk publikation: "Amerika er ikke længere et demokrati, Europa skal passe på, hvad der er på vej." Så du kan kalde det en konspirationsteori, men det er bare folk, der enten aktivt deltager i propaganda og ønsker at miskreditere os med det. Eller det er de mennesker, der ikke har undersøgt det og forsøger at forstå, hvad samarbejde i bredere forstand betyder, når man tror, at man tilhører en kaste, der ejer eller i det mindste kontrollerer størstedelen af produktionsmidlerne, teknologien og industrien. Så ja, jeg har en tendens til at grine af udtrykket. Det tager jeg ikke rigtig alvorligt. [Kla.TV:] Tja, faktum er, at denne kaste heller ikke er "grøn" indbyrdes, fordi magten frister dem til at tage mere og mere til sig selv – altid at jeg er den ene. Hvordan holder det overhovedet sammen? Hvordan kan du forestille dig, at der synes at være en plan, som de har fulgt i generationer, selv om de ikke er i stand til at samarbejde – som nu, for eksempel på samfundsniveau, hvor de ønsker at gøre noget for landsbyen. Hvordan kan du forestille dig det? Hvordan fungerer en sådan samhørighed? [Tom-Oliver Regenauer:] Inden for ledelse kan folk godt lide at sige management by policy. Så man opsætter værn, og i princippet er det noget i retning af transhumanisme, eugenik eller teknokrati. Med andre ord bevæger man sig i én retning på baggrund af en fortælling, en ideologi, et koncept. Selvfølgelig er der krydsninger og forhindringer ind imellem. Der er selvfølgelig også interne konflikter. Det ser man meget godt i USA, hvor der er den konservative blok, som dengang bestod af George Bush og Dick Cheney og så videre. Og hele denne klike er den konservative magtblok og en familieklan, som har haft magten i USA i over 100 år – især Bush-familien. Og så er der selvfølgelig den mere demokratisk orienterede magtblok – for eksempel Biden (nu i det yngre tilfælde), George Soros og Bill Gates, det er dem, der finansierer denne mere venstreorienterede boble. I øjeblikket er det de konservative, der sidder på magten. Og så har vi finansfolk som Peter Thiel, der ser sig selv som liberalkonservativ. Der er selvfølgelig en intern magtkamp, for i sidste ende handler det selvfølgelig om, hvem der sidder for bordenden, og hvem der har noget at skulle have sagt i den nye verdensorden eller i det nuværende herskende system. Så der er helt sikkert konflikter mellem dem. Men det, der er meget konsekvent [i sig selv stabilt, konstant], er, at du altid handler ud fra en dagsorden. Med andre ord, at tingene altid bevæger sig i retning af teknokrati. Det kan man også se i Tyskland nu. I princippet er det ligegyldigt, hvem der sidder ved magten, også nu efter valget. Det, der arbejdes videre med, er den grønne økonomi med CO2-sporing og handel med emissioner. Intet af dette vil blive afskaffet eller ændret. Tværtimod er der nu biometrisk overvågning på fuld tid med E-ID og digital citizen wallet [elektronisk tegnebog på smartphone] og lignende instrumenter. Begrundelser: Vi har nu denne migrationskrise, vi er nødt til at fremme den interne sikkerhed og organisere os bedre. Så nu indfører vi biometri og e-ID for at forhindre valgsvindel osv., ligesom i USA, hvorimod den tidligere regering indførte det samme system, den samme biometri, den samme masseovervågning, på grund af en anden potentiel risiko, nemlig virussen. Så det blev sagt, at vi har et presserende behov for biometrisk overvågning og 2G- eller 3G-sporing og QR-kodedystopi [en fiktiv, for det meste dyster fremtidsvision] for sundhed og global sundhed. Så du ender med at have den samme model, den ændrer sig slet ikke. I princippet er det eneste, der ændrer sig, markedsføringsinstrumentet. Hvordan gør man det på en eller anden måde spiseligt for befolkningen. [Kla.TV:] Det betyder, at de forskellige grupper, selvom de ikke er "grønne" over for hinanden, har et fælles mål. Jeg har en fornemmelse af, at de ønsker at tage så meget som muligt fra den normale befolkning. Uanset om det er kognitivt eller materielt, så beholder man det for sig selv. Er det enkeltpersoner, familier eller store virksomheder? Hvordan ser disse magtstrukturer ud? [Tom-Oliver Regenauer:] Åh gud, hvor lang tid kommer denne forelæsning til at vare? Der er et stort netværk, det kan man ikke svare præcist på. Så på den ene side er der selvfølgelig familieklaner som Bush-parret, der i princippet har spredt deres vinger i amerikansk politik i 100 år, samlet ressourcer og i princippet er en kriminel klan, der kommer til magten eller har været ved magten fra tid til anden. Kennedy-familien er ikke meget bedre. De tjente deres penge på opium-, våben- og alkoholsmugling og voksede op der. Det er hele USA's østkyst, som grundlæggende er baseret på efterfølgere til East India Company [tidligere britisk handelsselskab med monopol på den indiske handel] og opiumshandelen. Man kan nemt læse i mainstream-medierne, at Harvard og Princeton og alle disse universiteter dybest set blev grundlagt af tidligere opiumsbaroner. Og Kennedy-familien slipper ikke ud af det. På den ene side er der helt sikkert disse familieklaner. På den anden side er der disse netværk, såsom Bilderberg-konferencen. Det er selvfølgelig interessant, at man på den ene side har en George Soros eller en Peter Thiel eller en Eric Schmidt, som i princippet meget offentligt repræsenterer modsatrettede ideologier. Den ene er venstreorienteret demokratisk – i tilfældet med Eric Schmidt, tidligere Google-chef – og den anden er højreorienteret liberalkonservativ, en Peter Thiel. Så de er diametralt modsatte af hinanden i offentligheden og i medierne, men mødes så på Bilderberg-konferencen, hvor de begge er med i styregruppen. Det betyder, at der diskuteres noget andet end det, vi ser i medierne, hvor det meste nok bare er for syns skyld, eller hvor folk offentligt forsøger at sikre sig vælgerandele eller magt. Mens noget som digitalisering og transhumanisme fortsat foregår i baggrunden, og folk kommer godt ud af det med hinanden. Så personerne er som regel også venner i deres privatliv. Det kan man altid se i Forbundsdagen, når det siges, at vi skændes i talkshowet – på en eller anden måde De Grønne mod CDU og Venstre og AfD. Og til sidst står de et sted ved et panel og griner og har det sjovt sammen. Det er dybest set en klub. Og det, der præsenteres for os i offentligheden, er som regel noget, der ligner en sæbeopera. [Kla.TV:] Ja. Du er meget stærk i at offentliggøre disse ting. Hvordan får du folk til at lytte til dig? [Tom-Oliver Regenauer:] For det første vil jeg ikke have, at nogen lytter til mig. Jeg vil faktisk gerne have, at folk lytter til sig selv og deres intuition, deres indre stemme og deres egen samvittighed. For som jeg sagde tidligere, er der ingen ret til at regere. Der er heller ingen, der skal diktere noget til dig eller mig. Det eneste, der bør guide os i livet, er vores personlige forståelse af virkeligheden. Og det må alle afgøre meget subjektivt for sig selv. Det, jeg gør, er med andre ord at samle information og gøre den tilgængelig – og frem for alt med alle de kilder, jeg bruger til at nå frem til min konklusion – så du som læser selv kan forstå den og derefter beslutte, om du kommer frem til samme konklusion. Jeg synes generelt, at de er meget logiske, og jeg kan ikke se, hvordan man kan finde på noget andet. Men det står enhver frit for at bestemme selv. Jeg vil slet ikke have, at folk skal tro på mig. Det værste, man kan gøre, er blot at overtage og tilpasse meninger og tro på hvem som helst. Du bør kun lytte til dig selv. Og jeg tror, det er vigtigt, at vi også bruger de rigtige begreber. Så hvis jeg kalder mig svovlstikker, konspirationsteoretiker eller noget i den stil, gør jeg selvfølgelig folk en tjeneste. Du vil ikke finde disse udtryk i mine tekster. For det handler ikke altid om konspirationer, men om organiseret kriminalitet. Og der er i bund og grund den meget enkle sætning: Følg pengene. Så du følger pengene, som enhver detektiv ville gøre, enhver inspektør, der ønsker at opklare en forbrydelse. Jeg gør det samme. Og du kan tage enhver af mine artikler i retten og have en god chance for at vinde, fordi alt i princippet er bevist. Og ikke med en YouTube-video af hr. XY, som engang har hørt fra nogen, at det kunne være tilfældet, men som regel med de originale dokumenter fra UNESCO, CIA osv. Så kan du selv læse, hvad disse mennesker rent faktisk gør og skriver, hvad de annoncerer, hvad de retrospektivt (når de ser tilbage) indrømmer og indrømmer – hvilket ofte først sker årtier senere. Så man skal også bruge de rigtige udtryk. Det er derfor, jeg bruger udtryk som observationsøkonomi. [registrering, evaluering og kommerciel anvendelse af (indkøbs) adfærd gennem konstant observation og dataanalyse] I princippet er det ikke bare fuldtidsovervågning, men at tjene penge på fuldtidsovervågning. Når alt kommer til alt, tjener de store teknologivirksomheder, der udvinder vor tids guld – data – selvfølgelig enorme mængder penge på det. Men de giver også disse data videre til regeringen eller efterretningstjenesterne. Dette giver dem naturligvis adgang til individuelle kættere, ikke-troende kritikere, som på en eller anden måde delegitimerer sig selv over for staten. Det er med andre ord et meget usundt netværk. Og Benito Mussolini beskrev det dengang som den perfekte form for fascisme: "Korporatisme". "Når staten og virksomhederne smelter sammen til en usund magtstruktur." Og det er præcis, hvad vi har. Det er derfor, denne magtstruktur er så stor, forvirrende og også svær at afgrænse, fordi politik i princippet for længst er holdt op med at bestemme noget som helst. I princippet har overnationale organisationer, deres agenter, deres tænketanke og sådan noget som FN, som derefter præsenterer os for en Agenda 2030 og bæredygtighedsmål, som ingen af os nogensinde har stemt om, men som derefter implementeres og håndhæves af den respektive nationale regering, truffet beslutninger i lang tid. Det er i princippet imod befolkningens vilje, som hverken har stemt for eller har noget at skulle have sagt i denne sag. Så for mig er politik bare den udøvende del af en overnational struktur, som ikke hedder verdensregering, men global styring. Og på et tidspunkt vil det helt sikkert føre til en stadig stærkere global styringsstruktur. Senest når vi på et tidspunkt skal betale en bæredygtighedsskat til FN, hvilket allerede er blevet diskuteret. Men de nationale regeringer vil selvfølgelig fortsætte med at eksistere. For det er det, man ser. Det er her, jeg kan simulere demokrati og stemme og stadig give vælgerne en følelse af, at de deltager, men i sidste ende er det ikke sandt. [Kla.TV:] Så det betyder, at den frygtede en-verdens-regering, som så vil sidde et sted i Genève eller New York, sandsynligvis ikke vil eksistere, men snarere disse underafdelinger, som vi allerede har? [Tom-Oliver Regenauer:] Præcis, det er heller ikke til salg. Så hvis jeg vil fortsætte med at præsentere modellen for demokrati i medierne og sige, at det er det bedste demokrati nogensinde, så kan jeg selvfølgelig ikke gå rundt og sige, at vi nu har en verdensregering her, at der på en eller anden måde er otte ældre herrer, der mødes i baglokalet og derefter bestemmer for hele verden. Selvfølgelig er det ikke muligt. Det ved folk selvfølgelig også godt. Derfor vil der selvfølgelig fortsat være nationale regeringer, men der vil altid være nye instrumenter, som kræver og sikrer overnational [supranational] suverænitet. Ligesom denne WHO-traktat, som selvfølgelig sikrer, at det i sundhedssektoren ikke længere er de nationale regeringer, men en overnational konstruktion, der dikterer, hvad der sker i de enkelte lande. [Kla.TV:] Ja. Hvorfor tror du, at folk finder sig i det? Flere og flere mennesker indser, at de er utilfredse med deres regeringer og måske endda vil byde en ny start velkommen og endda gå med til en verdensregering. [Tom-Oliver Regenauer:] Ja, der er overraskende mange mennesker, som ikke synes, det er så slemt. Men det er som regel dem, der ikke kigger nærmere efter. Alle, der ser sig selv som demokrater – især nu i Schweiz, som græsrodsdemokrater – ønsker at øve indflydelse i deres lokalsamfund. Det betyder, at han vil have noget at sige, have noget at sige, fremføre sine synspunkter – for og imod – og så på en eller anden måde finde en konsensus. Det er faktisk, hvad demokrati er. Det er en proces, ofte også en konflikt, en diskussion, en diskurs, som skal løses et eller andet sted. Og det sker selvfølgelig ikke. Jeg tror, at mange mennesker ikke rigtig har et overblik, fordi de simpelthen ikke har tid til det i deres normale arbejdsliv. Hvem har tid til at bruge fire, seks eller otte timer om aftenen på at undersøge noget, hvis det ikke er godt præsenteret i en bog? [Kla.TV:] Når man taler med folk på gaden, får man en fornemmelse af, at alle på en eller anden måde følger med, at de er latent utilfredse, men ikke rigtig gør noget. Medierne fortæller os, at freelancejournalister som du og jeg højst udgør 20 procent af befolkningen. Er det virkelig tilfældet? [Tom-Oliver Regenauer:] Nej, sådan ser jeg det ikke. Jeg nævner altid gerne eksemplet med folkeafstemningerne i Schweiz – dengang om coronavirus og Covid-loven. Der var den første folkeafstemning, som i første omgang endda forkastede loven. Jeg kiggede på disse fremskrivninger – eller prognoser – og på et tidspunkt tror jeg, at resultatet var: 47 procent afviste denne lov, hvilket så betød, at den alligevel blev accepteret. Men 47 procent af befolkningen stemte allerede imod implementeringen af dette regime – dette overvågningssporings- og i sidste ende kontrolsystem – ved den første folkeafstemning. Og jeg mener, at en stor del af mediernes fremstilling af denne kritiske boble er fuldstændig overdrevet. For selvfølgelig skal man give folk en følelse af, at de på en eller anden måde er den underlige, skøre, kritiske del af befolkningen, og at de er det absolutte mindretal, ja. Så føler man sig magtesløs. Det skaber selvfølgelig en følelse af afmagt og hjælpeløshed og sikrer, at folk bliver ved med at sidde hjemme i sofaen i apati og naturligvis er irriterede over, at de ikke kan gøre noget. Men jeg ser det helt anderledes, for som jeg sagde, når man er ude i byen, i det analoge rum og taler med folk, er det ret sjældent at møde nogen, der virkelig synes, det hele er godt, som virkelig er begejstret for den tyske regering, den amerikanske regering, uanset om det er Trump eller den før ham, uanset om det er den schweiziske regering. Du vil næppe møde nogen i offentligheden, på pubben eller i toget, som er fuldstændig entusiastisk. Min observation er, at de mennesker, man møder, som virkelig taler positivt om det, er i mindretal. Det er 20, 18, 25, 15 procent, alt efter hvor man går hen, måske endda 30 procent. Men jeg tror, at det er et mindretal. Og jeg tror, at 60-70 procent af befolkningen har indset, at de bliver snydt, at det er en facade, og at utilfredsheden er meget stor. Jeg tror, at af disse – lad os sige 60 eller 70 procent – er en stor del af denne blok endnu ikke selvsikre nok til at udtrykke det offentligt. For selvfølgelig er der frygten for, at din arbejdsgiver finder ud af det, at du får ulemper i dit job, at du måske ikke længere får lov til at være med i tennis- eller skytteklubben socialt, at du måske bliver set af dine venner som den spedalske, der har nogle mærkelige teorier. Men jeg tror, at hvis man taler åbent om det – og det er min erfaring – så opdager man hurtigt, at mange mennesker er meget kritiske. Det vigtige er ikke at bruge de udtryk, som den herskende kaste, propagandaapparatet, foreslår. Så lad være med at tale om klimaforandringer, hvis nogen taler til dig om klimaforandringer, så tal om miljøbeskyttelse. Når nogen taler om kapitalakkumulation og onde milliardærer som Elon Musk, så tal om de onde milliardærer som Soros og Gates, som også ender med at organisere sig kriminelt og samarbejde om at indføre ting, som ingen af os har stemt for. Og prøv at beskrive tingene med udtryk, der er mere passende. Det handler ikke om konspirationsteorier, det handler om organiseret kriminalitet og undersøgende journalistik, det handler om kriminologi. Overvågningsstaten handler ikke nødvendigvis om overvågningsstaten, men om overvågningsøkonomien, fordi der er et meget tæt samspil mellem virksomhederne og statsapparatet og efterretningstjenesterne. Så hvis man forsøger at nærme sig folk med det rigtige ordforråd, kan man også tale med den anden side – i anførselstegn – på en meget konstruktiv måde. Jeg oplever det selv igen og igen, når jeg taler med mennesker, der ville blive beskrevet som helt "woke" [øget bevidsthed om racisme og mangel på social retfærdighed] eller "fra den helt modsatte bred", som kan have en god samtale med mig om det, fordi jeg også går ind for miljøbeskyttelse, og ingen bryder sig om mikroplast i deres mad. Jeg går heller ikke ind for supermilliardærer som Musk, Soros eller Gates, som kan købe sig til så meget indflydelse med deres penge, at de dræber mennesker i Amerika og Afrika med stoffer gennem kampagner, som dybest set kun er skadelige. Fra sterilisering til dødsfald, alt hvad der er sket i fortiden. Så hvis man bare prøver at samle folk op – og jeg tror, at alle er nødt til at kigge på sig selv – for selvfølgelig er mange mennesker stadig meget skuffede over coronakrisen, over deres naboer, over deres arbejdsgiver. Men hvis du er lidt bedre informeret og har lidt mere indsigt end de andre og har gennemskuet disse ting, så har du også ansvaret for at give lidt efter og være den mere fornuftige og stadig henvende dig til folk. Fordi vi er én art, må vi på en eller anden måde dele dette levested sammen. Og hvis vi fortsat er splittede mellem pro- og anti-corona, pro- og anti-migration og pro-Trump, anti-Trump og Merz og BlackRock i Tyskland. Jo mere sådanne splittende fortællinger bliver bragt ind i befolkningen, jo mere skal vi forholde os til os selv og til horisontale konflikter. Mens problemet – som vi så det i 2008 med Occupy Wall Street-bevægelsen – ligger i toppen. Og sidste gang, folk kiggede op sammen, venstre og højre, var Occupy Wall Street. Der var et stort momentum på tværs af spektret, hvor folk erkendte, at det var centralbankerne: Det er centralbankerne, det er de store banker, som vi skal redde med vores penge, med vores skatter i milliardklassen. Og de havde ikke denne horisontale konflikt. Og derefter, især i USA, var der Tea Party-bevægelsen igen og det, der blev til den progressive "woke" (progressiv øget bevidsthed om racisme og mangel på social retfærdighed). Og igen er folk i horisontal konflikt og slår hinanden i hovedet i stedet for rent faktisk at tage fat på problemet, som normalt er at kigge op. [Kla.TV:] Ja. Og i hvor høj grad er vi nu prisgivet denne proces, eller kan vi forsvare os, bevæbne os mod det, som noget skal gøre ved os? Det er vi enige i, og derfor giver vi ham magten. På den anden side, hvis vi tager magten til os selv, tager vi den fra dem – disse muligheder, så at sige. Jo flere, der gør det, jo større og mere omfattende bliver denne proces. Hvad råder du folk til at gøre? [Tom-Oliver Regenauer:] Så først og fremmest må man selvfølgelig forstå, at jo mere propaganda der er, jo flere tvivlsomme, skizofrene fortællinger der kastes ind i rummet, jo mere outrage management finder sted. Så i dag er det emne A, du skal være oprørt over. Næste dag er det emne B, så du skal være forarget. Jo mere det sker, jo mere er det et tegn på, at der er en vis panik oppe i elfenbenstårnet, for selvfølgelig har tilliden til politik og staten været faldende i årtier. Tilliden til public service-radio og -tv falder. Valgdeltagelsen falder og falder. Med andre ord er der flere og flere mennesker, der tydeligt indser, hvad de bliver styret af, og at det ikke har meget med demokrati at gøre, og som er skuffede og vender sig bort. Og selvfølgelig gør de fleste det i en vis smerte [resignation] – med andre ord i skuffelse – så de simpelthen ikke ønsker at beskæftige sig med det mere, men i stedet fokuserer på deres privatliv, på de ting, de kan påvirke. Og det er faktisk korrekt. Hvis jeg ikke arbejdede med journalistik, ville jeg ofte ikke se det, for det er ofte sådan, at den groteske historiefortælling [hvor tørre fakta omdannes til fængslende, men ikke nødvendigvis sande historier] simpelthen fornærmer din egen intelligens. Men det, man faktisk skal råde folk til, er at anerkende det: Vi er stadig mere! Så hvis man tager forholdene for en regering med dens politistyrker eller embedsværk og sammenligner dem med antallet af mennesker, der bor i dette land som en befolkning, så har vi en enorm uoverensstemmelse mellem apparatet – statsapparatet, systemet, hvad man end vil kalde det – og befolkningen, som faktisk har magten. Det er faktisk også ideen med demokrati, at suverænen bestemmer. Denne følelse er særligt udtalt i Schweiz. Og man får meget hurtigt en fornemmelse af, at man på en eller anden måde bliver dikteret af den føderale regering, hvis man ikke bliver spurgt. Nu har vi disse EU-rammeaftaler, som betyder: "De prøver at omgå folkeafstemningen på en eller anden måde, og det behøver ikke at komme for Statsrådet." Man prøver at komme ud af det på en eller anden måde. Og folk er simpelthen nødt til at deltage aktivt. Demokrati er en proces. Hvis man allerede har dette som den "bedste model" – og det er nok en af de bedste modeller, vi kender og har og også har en vis praktisk erfaring med – hvis man vil involvere sig og aktivt bringe det til en form for positivt resultat, så er man nødt til at involvere sig, og man er nødt til at gøre det lokalt. For man kan ikke påvirke Forbundsrådet i Bern fra Chur. Men det, du kan gøre, er at få den kommunale forvaltning til at lytte, komme med input og slå tonen an. Og hvis tilstrækkeligt mange kommuner gør det, og tilstrækkeligt mange kommunale ledere derefter handler i kantonen, og kantonen derefter handler i Bern, så har man magt til at gøre en forskel. Corona ville helt sikkert have været meget anderledes, hvis der ikke havde været så mange frie medier og så meget modstand. Så bliv aktiv, rejs dig fra sofaen, og lad være med at konsumere krisen, som om den var en spillefilm. Det er vores allesammens liv, og vi kan forme det, for fremtiden er ikke forudbestemt, [bestemt på forhånd] vi kan stadig ændre den nu. [Kla.TV:] Ja, mange tak for din vurdering og for at dele din viden med os. Er der andet, du gerne vil sige til publikum til sidst? [Tom-Oliver Regenauer:] Ja, det var næsten en afsluttende bemærkning, men du skal indse, at du selv er kraften, forandringen, den positive fremtid, og at livet er smukt. Livet er smukt, og alt det andet, som folk prøver at overbevise os om – uanset om det er frygt, om de vil gøre os bange for krige, frygt for digitalisering etc. – det er alt sammen et middel til dominans. Livet er smukt. Du bør leve et motiveret, lykkeligt og tilfredsstillende liv med din familie, med det lokale miljø, du har, og du bør under ingen omstændigheder lade dig presse ind i denne holdning af frygt eller smerte [holdning af resignation], som medierne – som propagandaapparatet ønsker at presse os ind i – for så har de i sidste ende allerede nået deres mål. Så fremtiden er der ikke for at blive forudsagt, men for at blive formet – som Antoine de Saint-Exupéry engang sagde. Og det synes jeg, man skal gøre ved at være aktiv og leve et lykkeligt liv, for et lykkeligt liv er den virkelige revolution. [Kla.TV:] Mange tak for dette interview. Alt det bedste til dig, hr. Regenauer. [Tom-OliverRegenauer:] Tak for invitationen.

Fra dec., sl.

Kilder/Links Bestil »HOPIUM« af Tom-Oliver Regenauer, 3. bind i hans serie »Texte zu Zeitenwende, Technokratie und Korporatismus« (Tekster om tidsskifter, teknokrati og korporatisme): https://shop.tredition.com/booktitle/HOPIUM/W-647-217-513
Websted fra Tom-Oliver Regenauer https://www.regenauer.press/
Biografi af Tom-Oliver Regenauer https://www.regenauer.press/profil
»Magtstrukturer og medier – hvem styrer egentlig?« Interview med Tom-Oliver Regenauer https://www.youtube.com/watch?v=5VkRni0dbNY